7 ting jeg ville ønske, jeg vidste om tiden lige efter fødslen

Først og fremmest – TILLYKKE! Du har lige født – eller det går jeg ud fra, når du er faldet over dette indlæg! Og det er bare det største i hele verden! Men selvom det er helt fantastisk, kan det også være ret stressende. Og hårdt. Det der med at lige være blevet mor. Måske for 3. gang. Måske for 1. gang. Derfor vil jeg rigtig gerne dele mine erfaringer med dig, som du måske – eller måske ikke kan relatere til. Jeg ville ønske, at der var nogen der havde fortalt det til mig, inden jeg fødte mit 1. barn. Men nu ved jeg det. Og nu ved du det også snart.

Det store ansvar, der hviler på ens skuldre

Jeg kan huske det, som var det i går. Lidt kliché-agtigt men desto ikke mindre rigtigt. Jeg kan tydeligt huske panikken, der spredte sig i brystet på mig, dengang jeg trådte ind af døren i vores lejlighed. Første gang hjemme – med en lille baby. Det var først dér i stuen på 1. sal, med en hund der dansede rundt om os i stor gensynsglæde og et lille stykke menneske, der skreg af vildeste kraft, at det gik op for 22 årige Maria, hvad hun havde rodet sig ud i.

Panik. Hvad skal jeg gøre? Hvorfor kan den hund ikke forstå, at han skal tage det roligt? Måske fungerer det slet ikke at have en hund med en ny lille baby? Og hvad søren skal jeg gøre med det skrigende barn? Jeg aner jo ikke, hvorfor hun skriger. HVOR ER DEN RØDE SNOR OG JORDEMODEREN, SOM KOMMER OG REDDER DAGEN VED AT VISE, HVORDAN MAN GØR? Ja. Det var den overvældende paniske følelse, der fyldte hele min krop. SHIT – Hvad gør jeg? En følelse af afmagt, frustration og overvældelse. Heldigvis kom min mor mig til undsætning og fortalte, at mon ikke barnet bare var sulten eller havde brug for at være tæt på sin mor.

Hun havde ret, og jeg fik lidt mere ro på. Jeg ville sådan ønske, nogen havde fortalt mig, at det var helt normalt at føle sig lidt forkert i den nye rolle. Det hører man ikke rigtig om. Man går bare ud fra, at alle synes, det er det mest naturlige og nemt at læse ens barns behov. Og det gælder også med nr. 2…og 3…

Hvor svært det er at få amningen godt i gang

Jeg troede vitterligt, at det bare var lige ud af landevejen. Du ved – bryst i barnets mund – milk appears. Baby happy. Men det var ikke lige den oplevelse, jeg havde. For det første er jeg bryst-opereret. Så det var ikke ligefrem store mængder mælk, der kom ud. For det andet havde jeg slet ikke forberedt mig på amningen. Jeg havde forberedt mig på fødslen. Og ligesom gået ud fra, at alt derefter ikke eksisterede. Fødslen var mål-stregen. Jeg vil derfor anbefale alle at forberede sig på amningen og måske også få hjælp til det. Hvis I ikke nåede det, så få det nu. Du er IKKE alene! Og ja, det er svært at amme.

Meld dig til vores gratis Ammeforberedelsesworkshop her, hvis du stadig er gravid.

Læs mere og tilmeld dig SMART Ammehjælp, hvis du oplever udfordringer med amningen.

Læs vores artikel om brystoperation og amning her. 

Hvor ensom jeg følte mig

Og det i sig selv er lidt vildt med tanke på, at jeg stort set var bundet til min baby 20 timer i døgnet. Men jeg var den første af veninderne, der fik en baby. Jeg var trendsætteren. Eller det var jeg ikke, men jeg synes, det lyder lidt sejt. Jeg havde så mange spørgsmål og bekymringer. Og så kendte jeg ingen andre, der med samme spørgsmål og bekymringer. Min hverdag plejede at være super-social som studerende og iværksætter. Jeg brugte al min tid på at arbejde med mennesker eller hænge ud med mine veninder. Lige pludselig var det bare mig og baby. Og det var også fint, men det var ikke i nærheden af det liv, jeg plejede at have. Jeg manglede nogle veninder. Jeg manglede at tale med voksne mennesker. Og det skulle ikke være min mand – for vores samtaler var omkring alt det praktiske, der skulle gøres.

Hvor lang tid kan et bad udsættes?

Dette blev jeg faktisk ret overrasket over. Jeg tror det længste, jeg gik uden et reelt bad, var 12 dage. Og hey – ikke fordi du skal stræbe efter det eller konkurrere med mig meeeen… Det er da lidt vildt ikke? Jeg brugte 2 min på at fugte en klud og vaske mig der, hvor det var mest kritisk. Og så blev tørshampoo min bedste ven! Hvor er jeg egentlig stadig taknemmelig for min tørshampoo. Det vilde er, at jeg kan huske, hvordan jeg, før jeg blev gravid, himlede (indvendigt) med øjnene, når andre fortalte, at de ikke havde tid til et bad. Jeg tænkte: ”Stram jer nu an. Baby kan vel godt græde i 5 minutter, uden at der sker noget ved det”. Men det er totalt stressende at skulle vaske håret og håndtere en skrigende unge samtidig. Så det blev kraftigt nedprioriteret.

Kom med på vores miniforløb “20 minutters mor-tid” med træning, wellness og overblik serveret på et sølvfad for bare 69 kr.

Hvor meget tid det tager at passe en baby

Jeg havde en idé om det. Men den kunne bestemt ikke sammenlignes med virkeligheden. Jeg brugte de første 8 uger på at amme – hele tiden. Jeg følte ikke, at jeg lavede andet end at amme. HELE TIDEN. Jeg havde alle mulige forestillinger om alt det, vi skulle nå på i min barsel. Men jeg nåede ikke rigtig noget faktisk. Vi gik nogle lange ture med barnevognen og ammede lidt mere. Og lige pludselig var der gået 16 uger, og min barsel var slut.

Det er ikke alle, der elsker deres baby højt og ubetinget med det samme

Hvis jeg må være helt ærlig, var jeg mest lykkelig over, at fødslen var overstået, og min baby var kommet til verden, end jeg var lykkelig ved, at jeg elskede min baby. Jeg fik aldrig den der store kærlighedsovervældelse, da hun blev lagt på min brystkasse. Blålig og fedtet. Jeg tror, der gik nogle måneder, før jeg virkelig kunne mærke den store kærlighed (alle taler om). Jeg følte mig ret forkert, for man hører jo kun om dem, der fortæller om den overvældende kærlighed lige efter fødslen. Så hvis du har det ligesom mig, er det altså også normalt.

Hvor hårdt det er for parforholdet

En baby tager plads og tid. Plads fra rummelighed ovenfor hinanden. Og tid man plejede at bruge sammen eller på at sove. Det er hårdt at være på hele tiden. Og derfor oplevede vi også at have flere konflikter end før. Heldigvis er vi gode til at tale med hinanden og være forstående – og vi kom igennem det. Men jeg ved, at det kan komme bag på mange, hvor hårdt det faktisk kan tære på ens parforhold. Så tal med hinanden, være ekstra forstående og husk at sige de gode ting, der er at finde. Og hold ud frem til, at barnet mindst er 4 år, der falder skilsmisseraten igen.

Share this post

Baby Akademiet består af fagpersoner indenfor områderne fertilitet, graviditet, barsel og baby, der står klar til at støtte dig i hver eneste milepæl på din rejse som forælder. Vi udvikler faglig viden i form af kurser og artikler, med formålet om at vejlede og give dig de bedste råd og værktøjer til at skabe en sund, tryg og positiv start på din families liv.

Søg efter noget bestemt

Udvalgte posts

Kategorier

Popular Posts