Sådan hjælper du din refluks-baby til bedre og mere søvn

Af jordemoder og ammevejleder Camilla Kristiansen hos Baby Akademiet i samarbejde med Träumeland

 

Refluks hos babyer og små børn er noget, der i høj grad kan være med til at skabe dårlige betingelser for god søvn og nok søvn, fordi refluks kan give ubehag og smerter, særligt når barnet ligger ned. 

 

Gylp er normalt hos babyer

Omkring halvdelen af alle babyer under 3 måneder gylper hver dag, så det at gylpe er altså helt normalt. De fleste har intet ubehag, når der kommer gylp. Det er blot (delvist fordøjet) mælk fra mavesækken, der skvulper op gennem spiserøret og ud af munden i forbindelse med eksempelvis en bøvs eller aktivitet. Nogle børn gylper i så store mængder, at man som forælder kan blive helt bekymret for, om ens barn i det hele taget får næring nok. Det er en forståelig bekymring, men heldigvis er det ekstremt sjældent, at mængden af gylp er så stor, at det forhindrer barnet i at tage på i vægt og trives helt fint. Ofte er det simpelthen bare et slags overløb efter et stort måltid. Babyer der har uproblematisk gylp, kaldes også for happy spitter / glad gylper. 

 

Hvad er forskellen på gylp og refluks?

Gylp er først et problem, når det kommer i sammenhæng med gråd og ubehag samt eventuelt også dårlig trivsel og frustration / afvisning af mad (bryst eller flaske). Det er her, man taler om refluks. Hvis du mistænker, at dit barn har refluks, så bør du opsøge din egen læge, som vil undersøge dit barn og eventuelt henvise jer videre til en børnelæge, der har ekspertise på området og som derfor kan stille diagnosen samt hjælpe jer videre med de rette behandlingstiltag.

 

Hvordan påvirker refluks søvnen?

Nogle babyer med refluks sover heldigvis helt fint. Men de fleste forældre til børn med refluks vil dog alligevel kunne nikke genkendende til et eller flere af nedenstående punkter: 

  • At deres barn er svært at hjælpe ind i søvnen
  • Megen gråd omkring og under søvnen
  • Hyppige opvågninger
  • Urolig søvn
  • Mange lyde under søvnen (pibelyde eller presselyde, skvulp)
  • At deres barn har svært ved at ligge stille under søvnen
  • Bagoverbøjning af nakke og ryg under søvn
  • Grimasser af ubehag under søvn
  • At barnet har svært ved at komme i dyb søvn
  • At barnet sover bedre oprejst eller med eleveret hovedende
  • At deres barn har massivt behov for hjælp til at sove og blive i søvnen, fx at blive vugget eller hoppet med, at være oprejst i vikle eller slynge, være i arm, white noise

 

Hent Traümelands gratis white noise app her.

 

Hvorfor gylper babyer?

Anatomisk er der flere forklaringer på, at spædbørn generelt har tendens til at gylpe. Og det samme gør sig selvfølgelig gældende for babyer med refluks, der ovenikøbet har smerter og ubehag ved gylp samt ofte også langt flere tilfælde af det i løbet af døgnet. 

 

For det første, så lever spædbørn jo af flydende kost, nemlig mælk. Og det har altså tendens til at skvulpe noget mere over end fast føde har. Derudover så fyldes mavesækken forholdsvis meget med både mælk og luft (bøvs), hvilket også medfører, at den lettere “løber over” med mælk, også i forbindelse med en bøvs. Hvilket også er grunden til, at nogle refluks-babyer har gavn af at spise hyppigere og mindre måltider i stedet for færre og større. Samt at holde hyppige bøvsepauser under amning eller flaskegivning. 

 

Spædbørn har også et mere umodent mave- og tarmsystem, hvilket er en del af forklaringen på, at de har en så stor tendens til gylp, dels på grund af, at mavemundens lukkemuskulatur ikke helt så velfungerende endnu. Og så er der jo det faktum, at babyer generelt tilbringer det meste af deres tid i liggende stilling, hvor tyngdekraften ikke hjælper med at holde maveindholdet nede på plads i mavesækken på samme måde som i mere oprejste stillinger.

 

Hvordan kan man hjælpe sin refluks-baby til bedre og mere søvn?

Hvis man har en baby med refluks, så vil det oftest være mere krævende og svært end ellers at hjælpe sit barn til nok og god nok søvn. Hvilket kan være enormt frustrerende, fordi man som forælder så tydeligt kan mærke, at ens barn ikke er frisk og veludhvilet, men tværtimod vågner i utide pga ubehag og uro. Hvilket igen betyder, at vågentiden kan være anstrengende at komme igennem, fordi barnet egentlig ikke har overskud til at være “på”.

 

Hvad med dårlige vaner?

Mange nybagte familier frygter at skabe dårlige vaner for deres lille barn. Og vil gerne have gode rutiner omkring søvn og døgnrytmer for at skabe mest muligt trivsel og overskud hos hele familien. Men hvis ikke man kan skabe de rutiner omkring søvn for ens barn som man egentlig ønsker, simpelthen fordi det ikke er en mulighed med de udfordringer, man står i, så er det først og fremmest vigtigt at sænke ambitionsniveauet og finde fred med, at det er så godt, som det kan være lige nu.

 

Det gælder om at få søvnen til at fungere så godt som muligt – nu

Det kan godt være, at dit barn har brug for så meget hjælp til søvnen, at det langt fra er hensigtsmæssigt eller holdbart på den lange bane. Men som fungerer lige nu og derfor er med til at få dagen i dag – og natten i nat – til at være bare en lille smule bedre. Og så er det sådan, det er. Når dit barn (forhåbentligt snart) får det bedre i kroppen, så er betingelserne meget bedre for at skabe de gode søvnrutiner, som du ønsker. Og så går I stille og roligt i gang på det tidspunkt i stedet for at stresse over det nu. Det er vigtigt at huske, at søvnen har en stor betydning for blandt andet fordøjelsen og for regulering af nervesystemet, hvorfor mere søvn i sig selv kan være gavnligt og måske endda mindske reflukssymptomerne og den påvirkning de har på barnet. 

 

Så se på, hvad der kan få søvnen til at fungere så godt som muligt lige nu. Måske din baby har brug for at blive vugget i søvn. Måske white noise hjælper. Her kan vi anbefale den gratis white noise app fra Traümeland, som du finder lige her.

 

Prøv også at lade dit barn være i oprejst stilling i 15-20 minutter efter amning / flaske, inden du lægger dit barn ned. På den måde kan mælken bedre nå at falde til ro i mavesækken og eventuelle bøvser kan nå at komme op, inden tyngdekraften trykker maveindholdet op mod spiserøret. 

 

Det kan også hjælpe at lade dit barn sove med hovedenden af sengen eleveret en smule. På den måde kan tyngdekraften hjælpe maveindholdet til at blive på plads nede i maven og nedsætte antallet af forstyrrende gylp under søvnen. Her kan man anvende en kilepude under madressen eller sengeforhøjere under sengens ben. 

 

Ønsker du at anvende en kilepude, så finder du kvalitetsprodukter skabt med omtanke hos Østrigske Traümeland. Her finder du blandt andet kilepuden med indbyggede ventilationskanaler, der er med til sikre et sundt og veltempereret miljø. Puden kan også anvendes, når din baby skal ligge på maven for at træne sin ryg og nakke. Du kan finde kilepuden her.

Du kan lære mere om mave-tid med din baby i Babymanualen på vores medlemsside her. Hvis du ikke allerede har en bruger, skal du logge ind for at få adgang, men det koster 0 kr. 

 

OBS: Vær opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen, til forebyggelse af vuggedød, anbefaler, at babyer sover fladt på ryggen og uden løse puder, tæpper o. lign i sengen. Lader du dit barn sove eleveret (eller i øvrigt i andre stillinger end fladt på ryggen), bør det altså foregå under opsyn og selvfølgelig uden risiko for, at dit barn kan falde ud af sengen eller trille ned i fodenden. 

 

Hos nogle babyer er det nok at ligge med hovedet eleveret 15-20 grader. Hvor andre har brug for at være helt i oprejst stilling i fx en babyvikle for at kunne få ro til søvnen. 

Du kan læse mere om, hvordan du skaber et sikkert sovemiljø for dit barn i vores artikel her.

 

Hvad kan man ellers gøre for bedre søvn og mere velvære?

Udover de ting, du gør omkring putningen, og mens din baby sover, for at hjælpe ham / hende til at falde i søvn og til at sove nok, så er der flere andre tiltag, du kan overveje at afprøve for at skabe bedre betingelser for ro til søvn og som mange forældre før dig har haft god succes med. Nogle kender du sikkert allerede, men brug listen herunder som inspiration. 

  • Hjælp din baby til at blive velstimuleret med motoriske øvelser og kontakt under vågenperioderne
  • Overvej at give D-dråber om morgenen frem for om aftenen (hvis din baby får mavepine af dem)
  • Overvej et tilskud af mælkesyrebakterier
  • Husk bøvsepauser under amning / flaske – jo mere luft i maven, jo mere gylp og ubehag
  • Er din baby forstoppet, så lav øvelser og gymnastik, der kan hjælpe maven i gang
  • Lav rolige aktiviteter inden sengetid, fx babymassage eller passiv vågentid, hvor din baby gearer ned og får mere ro på nervesystemet
  • Mange har glæde af behandlinger med kranio sakral terapi, osteopati eller kiropraktik

 

Alt ovenstående er generelle råd, som virker godt for mange. Men det kan selvfølgelig ikke stå i stedet for sundhedsfaglig individuel rådgivning. Så hvis du mistænker, at dit barn har refluks, så bør du altid søge professionel individuel rådgivning, så I kan lave en skræddersyet plan for opfølgning, tiltag samt eventuel behandling af dit barns refluks. 

 

Kilder:

Forebyg vuggedød – og undgå skæv hovedfacon og fladt baghoved

Dansk Pædiatrisk Selskab 

Lægehåndbogen på Sundhed.dk

Share this post

Camilla
Kristiansen
Jeg har været jordemoder i 20 år, og har i de første mange år primært arbejdet på fødegangen, hvor jeg har hjulpet hundredvis af babyer til verden. Gennem de sidste 10 år har jeg specialiseret mig i at hjælpe kommende og nybagte familier til en god start på amningen og livet med en lille baby med alt hvad det indebærer. Jeg er IBCLC uddannet i 2019 og er netop recertificeret, som man skal hvert 5. år. Jeg har stor praksiserfaring med at give ammehjælp, der rent faktisk virker. Og med at hjælpe babyer til et liv i trivsel med fokus på alle aspekter indenfor amning, flaske, søvn, udvikling og refluks.

Baby Akademiet består af fagpersoner indenfor områderne fertilitet, graviditet, barsel og baby, der står klar til at støtte dig i hver eneste milepæl på din rejse som forælder. Vi udvikler faglig viden i form af kurser og artikler, med formålet om at vejlede og give dig de bedste råd og værktøjer til at skabe en sund, tryg og positiv start på din families liv.

Søg efter noget bestemt

Udvalgte posts

Kategorier

Popular Posts

ammeudfordringer

Udfordringer med amning

Udfordringer med amning er desværre noget, mange nybagte mødre stifter bekendtskab med. Nogle blot for en kortere periode og andre i så høj og alvorlig

Read More
suttebrikker

Suttebrikker

Suttebrikker er små silikone-skjold, som har form nogenlunde som en ret struttende brystvorte. Suttebrikker anvendes oftest under amning, hvor de sættes uden på brystvorterne, så

Read More