Brystbetændelse er inflammation eller infektion i brystet, som opstår i en større eller mindre del af kirtelvævet. Brystbetændelsen kan være “mekanisk” – altså uden bakterier. Eller den kan være “bakteriel” – altså med bakterier. Der er ingen klar skillelinje mellem de to typer, hverken hvad angår symptomer eller den generelle håndtering.
Brystbetændelse opstår hyppigst i løbet af de første 6 måneder af ammeperioden, men kan komme når som helst og også flere gange.
Mulige årsager til brystbetændelse:
- Ineffektiv sutteteknik hos baby
- Sår og revner på brystvorterne
- Stress
- Overproduktion af mælk
- Overdreven udmalkning
- Ubalance i bakteriefloraen i brystet
Brystbetændelse varer typisk 2-5 dage, hvor symptomerne topper på 2-3. dagen. Hvis du lykkes med at tømme det problematiske område ud, vil brystbetændelsen typisk være løst med det samme.
Symptomer på brystbetændelse
Brystbetændelse starter typisk med, at man føler sig sløj og utilpas. Det kan være træthed, ømhed i leddene og hovedpine. Kombineret med ømhed lokalt i brystet. Oftest er det kun det ene bryst, der er involveret, men det kan også være i begge, selvom det er mere sjældent.
Hvis det problematiske område af brystet ikke tømmes ud i denne fase, vil det efterhånden blive rødt, varmt, hårdt og ømt at røre ved, og man vil ofte opleve, at baby har færre synkelyde ved det pågældende bryst og måske endda bliver frustreret og utilfreds under amningen. Det skyldes, at flowet af mælk er nedsat; mælken er simpelthen sværere for baby at hente, fordi noget af det “sidder fast” i brystet, og fordi hævelsen i brystet afklemmer nogle af mælkegangene. Mælken kan også få en mere salt smag, hvilket nogle babyer reagerer kraftigt på.
Hvordan kan man afhjælpe brystbetændelse?
Hvis man får brystbetændelse, så er der heldigvis flere ting, man selv kan gøre for at afhjælpe den hurtigst muligt og forebygge komplikationer. Det er altid relevant at overveje, hvad der kan være årsagen til brystbetændelsen – hvis der er en åbenlys årsag, så skal løsningen og forebyggelsen typisk findes her. Ammer man eksempelvis med suttebrik, som medfører risiko for mangelfuld tømning af brystet, så vil et vigtigt skridt være at komme af med dem, så amningerne kan blive mere effektive.
Læs vores artikel om suttebrikker her.
Af samme grund giver det også altid mening at optimere på teknikken ved brystet, således at barnet har de helt optimale forudsætninger for at hente mest muligt mælk ud af brystet. Det kan også være en fordel at anvende flere forskellige ammestillinger, der tilgodeser forskellige områder af brystet. En optimeret amning er altså helt grundlæggende for både at løse brystbetændelsen men også for at forebygge, at den bliver tilbagevendende.
Derudover har mange kvinder glæde af at anvende henholdsvis kolde og varme omslag på brystet. Kolde omslag mellem amningerne for at dæmpe hævelsen af brystet og varme omslag lige inden amning, da det kan medvirke til et hurtigere og mere effektivt mælkeflow og nedløbsrefleks. Massageteknikker til lymfedrænage samt til mobilisering af brystvævet er også virksomt, ligesom smertestillende og antiinflammatoriske håndkøbslægemidler (paracetamol og / eller ibuprofen) kan være gavnlige.
I nogle tilfælde kan udmalkning være et godt redskab, men som udgangspunkt anbefales det ikke – medmindre barnet ikke er i stand til at amme effektivt fra brystet.
Tiltag der kan medvirke til at afhjælpe brystbetændelse
- Effektiv amning efter behov (og uden suttebrik)
- Optimeret ammeteknik
- Ammestillinger
- Kolde og varme omslag
- Lymfedrænage
- Massage og brystmobiliserende teknikker
- Vibrationsmassage
- Ro og hvile
- Smertestillende og antiinflammatoriske lægemidler
- Antibiotika
Minikursus om brystbetændelse
For at hjælpe dig så meget som overhovedet muligt, så du i en fart kan komme videre med et rart og tilfredsstillende ammeforløb, har vi skabt vores minikursus om, hvordan du kan afhjælpe og forebygge brystbetændelse. Det koster 0 kr at deltage, og du kan være igang om et øjeblik!
Tilmeld dig minikursus om Ammeudfordringer her.
Søg læge hvis:
- Du føler dig sløj og har høj feber (over 38,5 gr
- Dine symptomer ikke bedres efter et døgn med effektiv tømning af brystet
Hvis brystbetændelsen ikke kan afhjælpes med effektiv tømning / amning af brystet, så kan det være nødvendigt at behandle med antibiotika. Brystbetændelse kan desuden, i sjældne tilfælde, udvikle sig til en brystbyld, hvor der ophober sig pus i et afgrænset område af brystet. Du kan sagtens amme alligevel – men en brystbyld skal drænes og behandles på hospitalet.