Graviditetskvalme? Ja, det er virkelig ikke noget, der er værre end at kaste op eller gå rundt med konstant kvalme. Men det er alligevel realiteten for rigtig mange gravide især i løbet af det første trimester. Nogle kaster ikke op, men går blot rundt og er utilpasse hele dagen. Det var min virkelighed indtil uge 17 med alle 3 børn. Puha. Man føler, at man ingenting kan og det eneste, der hjalp mig var træning/fysisk bevægelse og at spise noget hele tiden. Det resulterede så også i, at jeg tog en del på den første del af graviditeten, hvor de fleste tager mest på i den sidste del. Nogle er også plaget af opkast og så meget, at de ingenting kan holde nede. Her skal man opsøge en læge for at få væske i drop, hvis det ikke stopper, og man får det fysisk dårligt. Men hvis du er plaget af kvalme og opkastninger i en ikke-udpræget grad, kan du prøve nogle (eller alle) mine små tips nedenunder!
Spis lidt og ofte, det afhjælper kvalmen
Ved at spise små måltider med gode kilder til proteiner og fiber kan du holde din tarm aktiv og dit blodsukker stabilt. Det kan alene reducere kvalmen og opretholde dit energiniveau. Vælg små portioner, da større portioner kan fylde maven op til en grad, der ikke er hensigtsmæssig. Tag gerne noget knækbrød med på arbejde, som du kan knække over og snacke på løbende. Du kan også vælge nogle af mine ”kvalmestillende” opskrifter, som du finder på her på blog. Der er ikke evidens for, hvor ofte du skal spise for, at det har en positiv indvirkning på kvalme i graviditeten. Men der findes til gengæld evidens for, at hyppige små måltider kan reducere kvalme, der er forbundet med graviditet (se kilder nederst i indlægget). For mig var det tilpas nok at spise omkring 6-7 gange i døgnet, men prøv dig frem, og se, hvad der hjælper dig, vi er jo alle forskellige.
Spis kolde retter fremfor varme
Kolde retter siges at virke mindre ”pressende” end varme i forhold til, hvordan kroppen processerer fødevarer. Der findes umiddelbart ikke noget evidens på dette, men mange gravide oplever at en kold og sprød salat virker mindre voldsom end en varm flæskesteg og persillesovs ret. Det handler igen om at prøve sig frem. Isterninger er en craving hos mange gravide, og forskere spekulerer i, om det kan have noget med jernmangel at gøre. Men ikke desto mindre var det helt klart min redning under alle graviditeter. Jeg ELSKEDE at knuse isterninger dagen lang!
Fjern dufte du får kvalme af – og tilføj kvalmestillende dufte
Oh yeah. Vi har alle prøvet at stå i kø bagved en, der har en parfume på, som umiddelbart får brækfornemmelsen frem i os. Eller at dufte til noget du normalt kan klare, men som bare slet ikke er det, du skal dufte til nu, hvor du er gravid. Jeg vil helt klart anbefale at fjerne alle de dufte, der virker kvalmende på dig. Man må altså godt bede kæresten droppe parfume, hvis man er ved at kaste op over at give ham et knus. Man kan også pænt fortælle kollegaen, der deler plads med én, at du normalt godt kan lide deres parfume, men om de måske har lyst til at tone lidt ned for den, fordi det giver dig kvalme. Det er måske ikke alle kollegaer, der ønsker at tage det hensyn, men det skader ikke at spørge.
Prøv alternative behandlinger
Jeg har ikke selv været til så mange alternative behandlinger for at reducere min kvalme. Men man når nemt til et punkt, hvor man vil gøre alt for at kunne være bare en anelse mere velfungerende igen. Derfor nævner jeg lige de behandlinger, andre har erfaringer med, hvis du er nået dertil, hvor du ikke kan holde kvalmen eller opkastningen ud mere. Seaband – brugt til at reducere køresyge hos børn og voksne. Der er dog også mange der bruger det i graviditet. Du har det simpelthen på som et armbånd og teorien er, at det fungerer som et akupressur på forsiden af håndleddet, hvor der efter sigende er et punkt som kan stimuleres. Du finder dem her => Akupunktur mod graviditetskvalme er noget, du kan prøve, og se, om du synes, det hjælper dig. Jeg har ikke selv prøvet det, men der er da flere, der mener, det har hjulpet dem rigtig godt, så hvorfor ikke give det et forsøg?
Prøv mine kvalmestillende kiks
En tom mave og stærkt lugtende mad kan øge eller trigger kvalme. Derfor er kiks, knækbrød og muslibarer fine, da de har en neutral smag og lugt og ikke kræver at skulle vente længe på maden, når maven er ved at være tom. Jeg har lavet en opskrift på kvalmestillende kiks, hvor vi har inkluderet de ingredienser, der har vist sig at være mest kvalmestillende! De smager i hvert fald meget godt om ikke andet! Opskriften finder du her => KVALMESTILLENDE KIKS Ingredienser: 250 gr fuldkornsmel fra finax eller mandelmel fra urtekram 2 tsk. stødt ingefær 3/4 tsk. stødt kanel 1 tsk. bagepulver 1/4 tsk. salt 185 gr smør, blødgjort 3-4 spsk fløde 120 gr sukkererstatning 1:1 fra easis eller alm hvidt sukker 1 æg 1 spsk appelsinsaft 30 gr melasse Instruktioner:
- Forvarm ovnen til 175 grader.
- Rør mel, kanel, ingefær, bagepulver og salt sammen i en skål.
- I en anden skål tilsætter du smør og sukker og pisker det sammen, til det bliver helt fluffy (ca 7-10 min). Derefter putter du fløde i og pisker ca. 3 min mere.
- Slå ægget ud i skålen med smør, sukker og fløde. Tilsæt derefter appelsinsaft og melasse.
- Tilsæt gradvis de tørre ingredienser og rør rundt imens.
- Placer dejen i fryseren i 10 til 15 minutter, ellers er de umulige at arbejde med.
- Rul dejen til kugler (ca 12 stk) og placer dem på et bagepapir og en rist. Tryk kuglerne lidt ned med en gaffel.
- Bage kagerne i 8 til 10 minutter, og lad dem så sidde på risten i 5 minutter, før de overføres til et stativ til afkøling.
Referencer: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4818021/