Guide til brysttømning og de bedste ammestillinger for dig og din baby

Du har sikkert hørt, at det er vigtigt, at din baby tømmer brystet, inden han / hun eventuelt lægges til det andet bryst. Og at det er vigtigt, at din baby ligger længe nok ved brystet til også at få den mere fede mælk, der kommer til sidst i amningen. Og det er helt korrekt. For når modermælken er produceret og “ligger på lager” inde i mælkekirtlerne, indtil din baby atter er sulten, så skiller mælkefedtet fra og sætter sig på indersiden af mælkekirtlerne. Det betyder, at den tyndere del af mælken (hvor en del af fedtet nu er skilt fra) ligger flydende i midten af kirtlen. Faktisk er det på samme måde, som fedtet også skilles fra i f.eks. fløde eller sødmælk. 

Når din baby lige får fat om brystet, så er det denne tyndere og ikke så fedtholdige del af mælken, der løber først ud i mælkegangene og videre ind i din babys mund. Længere inde i amningen, når den første tynde mælk er tømt ud af brystet og mælkekirtlerne trækker sig yderligere sammen, frigives den mere fedtholdige del af mælken. Her vil du opleve, at din baby ikke synker helt så hyppigt længere og måske også holder lidt flere pauser, hvor han / hun ikke sutter. Det er altså helt naturligt, at din babys sutterytme og hyppigheden af synkelyde ændrer sig i løbet af en amning.  Så en god tømning af brystet har især en betydning for mængden af fed mælk, din baby spiser. Derudover medvirker en god tømning til at opretholde mælkeproduktionen og forebygger udfordringer med mælkeknuder og brystbetændelse.

Brystet kan ikke tømmes helt

Selvom en god tømning af brystet er vigtig, så lad mig understrege, at brystet ikke kan tømmes helt, og derfor er det heller ikke målet. Der vil altid være lidt mælk tilbage i mælkekirtlerne, også når din baby har spist sig dejligt mæt. Derfor kan de fleste ammende mødre også godt trykke en smule mælk ud af brystet efter en amning. Udover at din baby ikke fuldstændigt kan tømme brystet, så producerer brystet jo også mælk hele tiden, og især lige efter en amning / pumpning. Mælkekirtlerne danner altså hele tiden nyt mælk.  Så det gælder i virkeligheden blot om, at brystet skal tømmes “godt nok” til, at:

  1. din baby får fed mælk
  2. at du ikke risikerer at få brystbetændelse
  3. at din mælkeproduktion ikke falder

Hvordan ved jeg, om brystet er tømt (godt nok)?

Mange ammende mødre er i tvivl om, hvornår brystet er tømt for modermælk. Altså hvornår baby har spist “op” af både den første tyndere mælk og den sidste federe mælk. Og det er helt normalt at være i tvivl, for der findes ikke en sikker måde, hvorpå man helt kan vide, at nu er brystet tømt.  Nogle mødre kan tydeligt mærke, at brystet er mere blødt efter amning. Og kan også tydeligt mærke med hænderne, om der er områder i brystet, der ikke er tømt i den enkelte amning. Det er dog langt fra de fleste, så hvis det ikke gælder for dig, så skal du endelig ikke være bekymret over det.

Er du i tvivl, om din baby tømmer brystet godt nok eller har du tendens til at få mælkeknuder og brystbetændelse?

Så er det en god idé, at du øver dig på at mærke, hvordan dit bryst føles lige efter en amning. Bryster er forskellige, og hos nogle kvinder er det lettere at føle kirtelvævet bag huden end hos andre. Så gør det til en vane at mærke dit bryst igennem, lige efter hver amning. Så får du hurtigt følelsen med, hvordan lige netop dit bryst mærkes. Og på den måde vil du også bedre være i stand til at mærke, hvis brystet pludselig ikke er lige så godt tømt, som det plejer, eller hvis der er en mælkeknude på vej. Mærker du på den måde et område, der trænger til at blive tømt bedre, så ved du, at du skal have ekstra fokus på det område ved næste amning. I denne sammenhæng vil jeg lige tippe dig om, at hvis du døjer med brystbetændelse, smertefulde amninger eller for lille mælkeproduktion, har jeg lavet et gratis videns-serie hos Baby Akademiet, der netop taler ind i disse udfordringer, og kommer med en løsning på dit problem. Du kan se serien helt gratis her.

Tilmeld dig minikurset Ammeudfordringer for 0 kr. 

Tegn på at brystet er tømt (godt nok)

  • Din baby har spist aktivt og med hyppige synk i starten af amningen, og nu går der længere tid mellem synkelydene. Og din baby ligger måske mest og sover eller småsutter uden rigtigt at spise
  • Hvis du skifter til det andet bryst nu, vågner din baby måske op og spiser pludselig meget mere flittigt og igen med masser af synk
  • Hvis du komprimerer på brystet, har det ikke den store effekt på din babys aktivitet eller synkelyde
  • Brystet føles blødt og uden hårde områder
  • Hvis du klemmer på brystet efter amning, kan du klemme få dråber fed mælk ud, men uden at brystet sprøjter med mælk
  • Hvis du pumper ud efter amning kommer der mindre end ca 10-15 ml mælk fra det bryst, du lige har ammet på

Husk at du har adgang til kurset Baby Manualen på din medlemsside

Brug gerne forskellige ammestillinger

Hvis du har svært ved at få tømt brystet tilstrækkeligt, så kan det være en god idé at bruge forskellige ammestillinger, der hver især medvirker til en optimal tømning i forskellige områder. Din baby tømmer nemlig brystet bedst i det område af brystet, hvor din baby har sin hage og underlæbe. 

  • Den klassiske ammestilling tømmer brystet mest effektivt i kavalergangen. 
  • Tvillingestillingen tømmer brystet bedst i det yderste område af brystet ud mod armhulen
  • Den sideliggende ammestilling tømmer undersiden af brystet godt
  • Laid back ammestillinger, hvor barnet ligger med sit hoved ovenpå brystet, er generelt gode til at tømme brystet i dybden, da de øger barnets vacuum ind i brystet. Derudover kan de bruges til tømning af brystet i forskellige områder afhængigt af, hvordan barnet placeres. 

Der er ikke én ammestilling, der er bedre end alle andre. Forskellige kvinder har forskellige favoritammestillinger, og mange ender med primært at bruge en enkelt eller to stillinger, når først amningen er etableret. Prøv dig frem med de forskellige ammestillinger og mærk efter, hvad der fungerer bedst for dig.

Kunne du tænke dig at blive guidet i de forskellige ammestillinger, få konkret og praktisk vejledning i amning, og få en god ammeteknik, så vil jeg anbefale dig at tage et kig på vores kursus “SMART Amning”, som jeg har udviklet hos Baby Akademiet. Kurset består b.la. af udførlige videoguides, hvor jeg både forklarer og viser dig, alt du skal vide, for at opnå et succesfuldt ammeforløb samt mulighed for ubegrænset 1:1 support og 7 dages tilfredshedsgaranti (eller pengene tilbage) Du kan læse mere om kursets indhold og tilmelde dig her.

Share this post

Camilla
Kristiansen
Jeg har været jordemoder i 20 år, og har i de første mange år primært arbejdet på fødegangen, hvor jeg har hjulpet hundredvis af babyer til verden. Gennem de sidste 10 år har jeg specialiseret mig i at hjælpe kommende og nybagte familier til en god start på amningen og livet med en lille baby med alt hvad det indebærer. Jeg er IBCLC uddannet i 2019 og er netop recertificeret, som man skal hvert 5. år. Jeg har stor praksiserfaring med at give ammehjælp, der rent faktisk virker. Og med at hjælpe babyer til et liv i trivsel med fokus på alle aspekter indenfor amning, flaske, søvn, udvikling og refluks.

Baby Akademiet består af fagpersoner indenfor områderne fertilitet, graviditet, barsel og baby, der står klar til at støtte dig i hver eneste milepæl på din rejse som forælder. Vi udvikler faglig viden i form af kurser og artikler, med formålet om at vejlede og give dig de bedste råd og værktøjer til at skabe en sund, tryg og positiv start på din families liv.

Søg efter noget bestemt

Udvalgte posts

Kategorier

Popular Posts