Sleep Regression er en periode, hvor en baby (der måske tidligere sov relativt godt), pludselig begynder at vågne oftere, have svært ved at falde i søvn og generelt virker mere urolig omkring søvn. Regression betyder “tilbagegang”, men det er faktisk ikke en tilbagegang – det er en udviklingsmæssig forandring, hvor babyens søvn bliver mere kompleks og moden. Sleep Regression sker ofte første gang ved 4 måneders alderen, hvor man, paradoksalt nok, ofte forventer, at ens baby så småt begynder at kunne sove længere stræk om natten.

Derfor er situationen ofte en kilde til frustration for både forældre og barn, og der kan dukke mange overvejelser op omkring, hvad man bedst kan gøre for at fremme en mere stabil søvn. Mange tænker på, om det vil hjælpe at begynde på overgangsmad, selvom det egentlig er en del tidligere end anbefalet. Fordi man pludselig er et sted, hvor amningerne om natten er tiltagende fremfor aftagende, hvilket naturligt kan give en bekymring for, om ens barn har brug for mere at spise for at kunne sove.

Hvis din baby pludselig skruer op for antallet af amninger (dag eller nat), så er det selvfølgelig vigtigt at afdække, om han / hun får den mængde mælk, der er behov for.

Her kan du se på:

  • Hvordan tager din baby på i vægt? Spørg din sundhedsplejerske eller læge til råds
  • Spiser din baby hyppigere hele døgnet igennem, eller er der mere et mønster, hvor en stor del af døgnets amninger ligger om natten og færre om dagen?
  • Hvordan har din baby det ellers?

Hvis ikke situationen har afsæt i et behov for mere mad, så læs med her og lær mere om, hvad Sleep Regression skyldes.

De biologiske ændringer ved Sleep Regression

Sleep regressioner skyldes primært hjernens udvikling. Der er to hovedfaktorer, der spiller ind:

Ændringer i søvnstrukturen

  • Babyer bliver født med en simpel søvnstruktur, hvor de hovedsageligt skifter mellem aktiv søvn (REM-lignende søvn) og stille søvn (dyb søvn).
  • Ved omkring 3-4 måneder sker der en omstrukturering af søvnen, så babyen begynder at opleve mere komplekse søvnfaser, ligesom voksne. Dette betyder, at de nu har lettere og dybere søvnfaser, og de begynder at vågne mere op mellem søvncyklusser.
  • Før denne ændring kunne babyen ofte bedre (men bestemt ikke alle) glide fra en cyklus til den næste uden at vågne – men efter regressionen kan de vågne helt op og have svært ved at falde i søvn igen.

Udviklingsspring og neurologisk vækst

  • I perioder med stor hjernemæssig udvikling (fx når baby lærer nye motoriske eller kognitive færdigheder), øges aktiviteten i hjernen, også når babyen sover.
  • Dette kan føre til hyppigere opvågninger, sværere indsovning og mere urolig søvn generelt.
  • For eksempel, hvis en baby lige har lært at rulle, kravle eller stå op, vil de ofte vågne op og instinktivt forsøge at øve denne færdighed, selv midt om natten.

Disse to faktorer er de biologiske grundlag for de forskellige søvnregressioner, som sker i bestemte aldersintervaller.

Hvordan ser Sleep Regression ud?

Babyens søvn kan blive forstyrret på forskellige måder under en regression, men de mest almindelige tegn er:

  • Hyppigere natlige opvågninger (baby vågner hver 1-2 time, selv hvis de tidligere sov længere stræk).
  • Sværere ved at falde i søvn (kan tage længere tid at blive lagt til at sove, selv hvis baby virker træt).
  • Kortere lure (hvis baby før sov 1-2 timer ad gangen, kan de pludselig vågne efter 30-40 minutter).
  • Øget uro ved putning (gråd, protester, baby vender og drejer sig, virker ukomfortabel).
  • Øget behov for nærhed (baby vil helst sove på armen, i slyngevuggen eller kun falde i søvn ved brystet).
  • Flere opvågninger uden tydelig grund (baby virker ikke sulten, men vågner alligevel).
  • Ændret appetit (nogle babyer begynder at spise mere om natten, selvom de før spiste mindre).
  • Mere irritabilitet om dagen (baby kan virke træt, gnaven eller overstimuleret).

Hvornår sker Sleep Regression?

Regressioner kommer i bestemte aldersintervaller, fordi de hænger sammen med udviklingsspring. De mest almindelige er:

4-måneders sleep regression (den største og mest markante)

  • Hvad sker der? Søvnstrukturen bliver mere voksenlignende, søvncyklusser bliver tydeligere, og baby begynder at vågne oftere mellem cyklusser.
  • Hvor længe varer den? Ca. 2-6 uger.
  • Hvordan ser det ud? Baby vågner oftere om natten og har svært ved at falde i søvn igen.

6-måneders sleep regression

  • Hvad sker der? Baby bliver mere bevidst om omgivelserne og kan begynde at opleve separationsangst.
  • Hvor længe varer den? 1-3 uger.
  • Hvordan ser det ud? Baby sover lettere, vågner oftere for at sikre sig, at forældrene stadig er der.

8-10 måneders sleep regression

  • Hvad sker der? Baby udvikler motoriske færdigheder som kravlen og trækker sig op at stå.
  • Hvor længe varer den? 3-6 uger.
  • Hvordan ser det ud? Baby vågner midt om natten for at øve færdigheder, har svært ved at falde til ro.

12-måneders sleep regression

  • Hvad sker der? Baby begynder måske at gå, udvikler et større ordforråd, og der sker en kognitiv eksplosion.
  • Hvor længe varer den? 2-4 uger.
  • Hvordan ser det ud? Baby kan have svært ved at falde i søvn, virker meget energisk og kan vågne tidligt om morgenen.

Ikke alle babyer oplever sleep regressioner lige markant. Nogle babyer har mildere regressioner, hvor de kun sover lidt dårligere i et par dage, mens andre oplever kraftige forandringer i flere uger. Generelt er 4-måneders regressionen den mest universelle, fordi det er her, søvnstrukturen ændrer sig fundamentalt.

Hvordan kommer man godt igennem Sleep Regression?

Sleep regressioner kan være frustrerende, men de er trods alt midlertidige, og der er flere ting, du selv kan gøre, for at I kommer godt igennem dem.

1.”Det er en fase” – men….

Regressioner betyder ikke, at man har gjort noget forkert – det er en naturlig del af babyens udvikling. Og det er en fase, som er forbigående. Det er dog stadig vigtigt at være opmærksom på, at eventuelle nye vaner, som er blevet indarbejdet under fasen, kan hænge ved. Også når fasen er overstået.

2. Støt din baby i at falde i søvn selvstændigt

Hvis din baby vågner ofte og generelt har brug for en del “sovegrej” fx at blive vugget i søvn til alle putninger og opvågninger, kan det være gavnligt at arbejde stille og roligt på, at han / hun selv kan finde ind i søvnen igen. På den måde kan din baby bedre hjælpe sig selv videre i søvnen efter en opvågning mellem to søvncyklusser.

3. Brug søvnfremmende rutiner

Regelmæssige putterutiner og at drosle ned før søvnen, kan være med til at skabe forventningen om søvn hos dit barn og kan hjælpe ham / hende med at gå ind i søvnen med mere ro i krop og nervesystem.

4. Tilpas forventningerne til lur og nat

Baby kan have brug for kortere eller flere / færre lure i denne periode for at få dækket sit behov både for søvn men også for vågentid. Hvis ikke dit barns soveregnskab er i balance, så start gerne der.

5. Mere ro til mad om dagen

Hvis dit barn er kommet ind i en rytme, hvor der ammes meget om natten og mindre om dagen, så gør også hvad du kan for at skabe rolige rammer til måltiderne om dagen. Dit barn har sikkert fuld fart på med alt det spændende, der sker både i krop og hjerne, men også i omgivelserne, og det kan komme til at overdøve behovet for mad, således at dit barn i stedet “indhenter” om natten, hvor der ikke er så meget andet stimulerende omkring.

Sovekompasset

Hvis søvnen driller, og du ønsker at blive taget i hånden og guidet hele vejen rundt, så er vi her for dig. Vi har udviklet vores søvnkursus Sovekompasset, hvor du får hjælp til at balancere dit barns soveregnskab, balancere dit barns nervesystem og mindske motorisk uro, etablere en god putterutine og arbejde med at mindske dit barns sovegrej mhp kortere putninger, færre opvågninger og generelt bedre søvn både nat og dag. Vi lægger en skræddersyet plan for dig og følger op på vores ugentlige online Q&As, så du aldrig skal føle dig alene i rejsen mod bedre søvn.

Du kan læse mere om Sovekompasset og tilmelde dig her  

 

 

Share this post

Camilla
Kristiansen

Baby Akademiet består af fagpersoner indenfor områderne fertilitet, graviditet, barsel og baby, der står klar til at støtte dig i hver eneste milepæl på din rejse som forælder. Vi udvikler faglig viden i form af kurser og artikler, med formålet om at vejlede og give dig de bedste råd og værktøjer til at skabe en sund, tryg og positiv start på din families liv.

Søg efter noget bestemt

Udvalgte posts

Kategorier

Popular Posts

Sleep Regression

Sleep Regression er en periode, hvor en baby (der måske tidligere sov relativt godt), pludselig begynder at vågne oftere, have svært ved at falde i

Read More