Din baby har en medfødt trang og lyst til at bruge sin krop. Det er igennem kroppen, at barnet lærer verden at kende. Din baby vil helt af sig selv begynde at bevæge sig, men du kan hjælpe din baby godt på vej og understøtte den motoriske udvikling, så dit barn får de bedste betingelser for at udvikle sig både motorisk, sansemæssigt og sprogligt. En ekstra bonus er, at I har det hyggeligt sammen, og dit barn får masser af nærvær og føler sig elsket og tryg.
Barnet lærer med kroppen
Længe før dit barn begynder at beherske sproget, bruger det sine sanser og motorik til at udforske sin omverden, hvilket vil lagre sig i kroppen som kropslig erfaring, der senere vil gøre det nemmere at sætte ord på både følelser og tanker. Dermed er bevægelse og handling grundlaget for den sproglige udvikling. Husk at alle børn er forskellige og udvikler sig i forskelligt tempo. At dit barn endnu ikke formår de samme ting som jævnaldrende babyer i mødregruppen betyder ikke, at dit barn ikke udvikler sig ordentligt!
Følgende øvelser stimulerer motorikken og giver dermed din baby en masse kropslige og sanselige oplevelser:
Baby skal ligge på maven så ofte som muligt, da det hjælper til at styrke barnets nakke og samtidig forebygger et fladt eller skævt hoved. Desuden styrkes den motoriske udvikling! Stimuler dit barn med en uro over puslepladsen. Det kan være meget fascinerende for selv et lille barn at kigge på kontrasterne. Husk dog stadig også at skabe øjenkontakt med din baby, når I pusler. Massér din baby. Stryg forsigtigt baby over hele kroppen med dine håndflader. Dette er meget stimulerende for din baby og danner grobund for en god kropsbevidsthed. Lav krydsbevægelser med din baby. Bevæg din babys arme og ben på tværs, således at venstre arm rører højre fod og omvendt. Krydsbevægelserne skaber nogle forbindelser i hjernen og vil hjælpe dit barn til at lære at kravle. Cykelbevægelser med benene. Lav cykelbevægelser med din babys ben – gerne imens du synger. Det styrker benene og hoftemuskulaturen. Du kan også strække og bøje din babys ben – det kan hjælpe på ondt i maven på den lille. Rullelege. Du kan få godt gang i din babys balancesans, når du drejer og triller din baby forsigtigt i sengen eller på gulvet. Lad dit barn ligge med et minimum af tøj på kroppen og kild forsigtigt over hele kroppen. Vær opmærksom på din babys reaktioner. Prøv legen: ”Her kommer der en lille mus!”. Kildelege stimulerer dit barns berøringssans. Litteratur: ”Skal vi lege? Inspiration til lege og aktiviteter med din baby” af Tine Weppler